Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Frankrig
På trods af, at et par enkelte kendte scener optræder i bogen – som angrebet på Louvre i 1905 og snigmordet på Jean Jaurés i 1914 – omhandler de fleste af sagerne i bogen anonyme personer, ofte myrdet på de værst tænkelige måder. Eksempelvis lærer vi om døden på en vis Julien Delahieff "…viklet ind i stof og låst inde i en kuffert" i 1896, om Madame Candal, "der elskede katte" og tilsyneladende blev tævet ihjel med knytnæveslag i 1914, og om Suzanna Lavollée, en prostitueret, der blev brutalt kvalt og lemlæstet i 1924.
Advertisement
Billedernes stærkt grafiske natur fik Philippe Charlier til at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af sit arbejde. "Disse billeder er historiske, sagerne er fortrolige, og de er langt ældre end de 30 år, der skal til, før så følsomt materiale må offentliggøres," forklarer han. "Det er mere et etisk problem end et juridisk problem. Selvom det er lovligt at trykke billeder som disse, er det så acceptabelt at tilsidesætte respekten for andres privatliv?"Som svar på disse spørgsmål fremsætter retsmedicineren "et 'science pudique'-koncept, der formår at udvise respekt for andre og sprede viden uden at forhindre fremskridt," – en endnu større grund til at søge dybere forståelse for parisiske kriminologiske metoder – metoder, der ifølge Charlier stort set ikke har udviklet sig siden det 19. århundrede.